Knus Kræft Galla

Knus Kræft indsamler 2,2 millioner kroner

Den 9. marts dannede Tinghallen, Viborg, rammen om et stort gallashow, som skulle markere afslutningen på kampagnen Knus Kræft – et projekt mellem Peter Larsen Kaffe, den tidligere racerkører Tom Kristensen og KidsAid, der har til formål at støtte kræftramte børn.
I år lykkedes det at samle 2.212.340 kroner ind til projektet – en fordobling i forhold til sidste års beløb. Checken blev overrakt til de tre samarbejdspartnere ved aftenens show til stort bifald fra salen.
»Vi har nået to millioner kroner, og det kan slet ikke beskrives, hvor stor en forskel disse penge vil gøre for kræftsyge børn og deres familier. Som virksomhed er vi en del af samfundet, og derfor er jeg stolt over, at vi gennem Knus Kræft kan være med til at hjælpe der, hvor der er behov for det. Vi kan ikke redde alle, men vi vil gerne være med til at gøre livet bare en smule bedre for de børn og unge, som rammes af kræft,« lød det fra Claus Bertelsen, administrerende direktør for Peter Larsen Kaffe.
Derudover bød aftenen på masser af underholdning fra Uffe Holm, Pernille Rosendahl, Brian Lykke, Outlandish, Cisilia, Barbara Moleko, Johnson, Antonelli Orchestra og Nik & Jay. Værterne var Felix Schmidt og Esben Bjerre.
»Gallashowet var en fantastisk kulmination oven på det sidste halve års arbejde. Jeg er dybt beæret over, at så mange mennesker er villige til at støtte op om Knus Kræft og gøre det muligt for os at donere over to millioner kroner, som vil gøre en enorm forskel for kræftramte børn og deres familier,« fortalte Søren Bach, bestyrelsesformand for KidsAid, om aftenens gallashow.

Foto af bl.a. Anne Mette Kristoffersen