KidsAid Magic

 
Den 8. november var en magisk dag for KidsAid, da vi bød på et fantastisk gallashow i flotte rammer på Hilton Copenhagen Airport. KidsAid inviterede i samarbejde med vores 3 ambassadører, Henrik Svanekiær, Lars Christiansen og Michael Maze ca. 300 festklædte mennesker på lækker middag og underholdning.

Gæsterne blev i løbet af aftenen underholdt af Rasmus Walter og Mads Langer, mens Carsten Bang fik publikum til at udbryde i latter. Ambassadør Henrik Svanekiær lavede et magisk show, som tryllebandt og imponerede alle!
Aftenens konferencier, Adam Duvå Hall og Mads Steffensen sørgede for, at stemningen hele aftenen var god. De fik til auktionen selskab af Frederik Bruun Rasmussen, fra auktionshuset Bruun Rasmussen, som sikrede projektet en masse penge. Aftenen blev rundet af med et afterparty, hvor The Antonelli Orchestra spillede op til dans med optrædener fra Sanne Salomonsen, Søren Sko og Mattias Kolstrup fra Duné.

KidsAid Magic samlede i alt 508.270 kr. ind til syge og udsatte børn og unge i Danmark. Et resultat, som vi er utrolig glade og stolte af! Det flotte resultat betyder, at 4 tryllekunstnere kan komme ud og sprede magi på 5 hospitaler i Danmark ca. hver 14. dag i 2 år!