KidsPlay, KidsEat, KidsAid.

Søndag d. 13. august var Kødbyens Mad & Marked fyldt med ansigtsmalede børn og festlige balloner. Årsagen til dette var, at vi sammen med Kødbyens Mad & Marked afholdte ”KidsPlay, KidsEat, KidsAid” – en dag i børnenes og velgørenhedens tegn. Der var forskellige aktiviteter og optrædener i løbet af hele dagen. Dagen startede ud med børnesang sammen med David. Efterfølgende optrådte vores magiske ambassadør Henrik Svanekiær og tryllebandt både børn og voksne med hans imponerende tricks. Imellem optrædenerne kunne børnene få lagt en flot ansigtsmaling, grille snobrød og dyppe frugt i chokolade og pynte dem. Alt imens kunne forældrene nyde en lækker Lemonaid og spise mad fra en af markedets lækre madboder. Hen ad eftermiddagen optrådte Trylle-Michael for børnene, hvor der både blev tryllet med kort, fingerbøl og meget mere. Dagen blev rundet af med Laura Kamis Wrang som indlevende fortalte historier i børnehøjde om æbler. Børn og forældre blev i løbet også forkælet med børnejazz fra bandet JAZZnu.

Alle aktiviteterne var gratis, men der blev hele dagen opfordret til at donere et beløb over mobilepay til KidsAid. Derudover donerede Kødbyens Is 2 kr. pr. solgte is, ligesom Lemonaid for hver solgte lemonade donerede 2,5 kr.
Det var en rigtig god dag med godt vejr og glade besøgende, som ikke i forvejen kendte til KidsAid, hvilket betød, at KidsAids gode formål blev delt med endnu flere mennesker.