KidsAid Magic 2018

KidsAid Magic løber af stablen d. 5. april 2018 på Tivoli Hotel i København. Vi gentager succesen fra 2016 og inviterer til en magisk og fortryllende aften alt sammen til fordel for syge og udsatte børn i Danmark.

I 2016 samlede vi mere end 500.000 kr. ind. Pengene er gået til at skabe magi og Unikke Oplevelser flere gange om måneden på 5 af landets børneafdelinger de seneste to år.

Vi glæder os derfor til at gentage det succesfulde gallashow i 2018.

Vi er enormt beæret over, at Henrik Svanekiær har taget initiativ til dette event og har lyst til at lave det med os. Derudover er Pilou Asbæk, Lars Christiansen og Mads Langer ambassadører for KidsAid Magic.

Du kan læse herunder, hvorfor de lige præcis har valgt at støtte op om KidsAid Magic her.

Hvis du er interesseret I at læse mere omkring arrangementet og evt. interesseret i at deltage, kan du læse mere i folderen her.

Du er også altid velkommen til at kontakte Henrik Lundorff ved spørgsmål.

Læs mere om sidste KidsAid Magic arrangement her.

HENRIK SVANEKIÆR

Magiker & tankelæser

Da jeg var 7 år, blev jeg selv ved et tilfælde draget ind i det magiske univers, og jeg har lige siden elsket at lave magi for store og små. Når jeg har været på børneafdelinger og trylle for de syge, indlagte børn, får jeg følelsen af, at alt går op i en højere, magisk enhed. Jeg er derfor utrolig stolt af at være en del af KidsAid og som initiativtager til KidsAid Magic sørge for, at syge børn og unge på landets børneafdelinger får lov til at opleve magi i deres sygdomsforløb. Ingen børn har fortjent at ligge i en hospitalsseng med en kronisk sygdom!

PILOU ASBÆK

Skuespiller pt. medvirkende i den verdenskendte TV-serie Game of Thrones

Det største i mit liv skete nytårsaften 2012, hvor jeg blev far til min smukke datter. Som alle forældre ved; med børn følger bekymringer, for man vil for alt i verden beskytte dem mod alt ondt. Det berører mig derfor dybt, når forældre sammen med deres børn må gennemgå sygdomsforløb. Derfor har jeg valgt at støtte KidsAid Magic, da det er min forhåbning, at magi på børneafdelingerne kan være med til at skabe et pusterum og livsglæde for både børn og voksne.

LARS CHRISTIANSEN

Tidligere landsholdsspiller & håndboldekspert på TV2.

Da jeg selv har en søn, som har en kronisk sygdom, har min kone og jeg brugt rigtig mange timer på hospitalet. Det kan være rigtig trist og gråt, og timerne snegler sig afsted. Derfor giver det for mig rigtig meget mening at sørge for, at der fast er magi på børneafdelinger, der får børnene til at glemme tid og sted for en stund.

MADS LANGER

Sanger & sangskriver

Jeg bakker op om KidsAid Magic fordi, jeg selv har været rundt på landets børneafdelinger med min guitar. I den forbindelse har jeg oplevet, at det gør en stor forskel i børnenes hverdag, hvis de får nogle oplevelser, der fjerner fokus fra nogle ellers ret så tunge udfordringer.