Tusind tak til Made in HimmerLand & Santander

I søndags (red. 9. juli) sluttede den (i hvert fald i denne omgang) sidste udgave af Made in HimmerLand, og igen i år var KidsAid officiel charity partner for verdens bedste golfturnering. Selv Steven Spielberg kunne ikke have skrevet det bedre, da det hele kulminerede med dansk sejr, solskinsvejr og et indsamlet beløb på hele 450.000,- til KidsAid.

Nu hvor armene er kommet ned igen, vil vi gerne sige tak til HimmerLand, Bravo Tours, Thomas Nielsen & Flemming Astrup fra Made in HimmerLand samt til Bo Jacobsen fra Santander for et forrygende samarbejde. Vi er glade og beærede over at have været med på rejsen siden 2014, og vi er glade for, at I altid har tænkt KidsAid og vores projekter og formål ind i jeres koncepter. Det betyder meget for os, og det betyder endnu mere for de mange børn og familier, der får glæde af de efterhånden millioner af kroner, der er indsamlet siden turneringens start i 2014.

Santander
Under Made in HimmerLand har især Santander Consumer Bank i en årrække bidraget markant til vores indsamling. Anført af KidsAid ambassadør, Bo Jacobsen har Santander stået bag konkurrencer omkring 18. green og i den forbindelse doneret store beløb til KidsAid. Santander har på den måde både sikret KidsAid værdifulde midler, men også været med til at sprede budskabet om KidsAids arbejde i Danmark. Samarbejdet mellem Bo Jacobsen (Santander) og Thomas Nielsen (Made in HimmerLand) er desuden et fantastisk eksempel på, hvordan man binder store sportsbegivenheder sammen med velgørenhed. Tak for det!

HimmerLand
Nok takker golfturneringen, Made in HimmerLand af for denne gang, men samarbejdet mellem KidsAid og HimmerLand fortsætter. Allerede til september afvikles StjerneGolf nok engang i HimmerLand, og vi er utroligt glade for den enorme støtte vi oplever fra HimmerLand, Jysk og resten af Lars Larsen Group. Tak for den.

Ænderne
Made in HimmerLand og især HimmerLand Hill bag 16. green er blevet synonym med de populære birdieænder. Ænderne er nu en væsentlig årlig indtjening hos KidsAid, og er helt sikkert blevet en langt større succes end Flemming Astrup og Thomas Nielsen turde håbe på, da de sammen med Rasmus Markholt / NordicDraw indtænkte KidsAid i idéen. Vi er stolte og beærede over vores rolle, og vi er glade for, at ænderne blev et KidsAid fænomen. Tak for det! Vi håber naturligvis, at både vi og ænderne rejser videre ud i landet med jer, når Made in HimmerLand skifter både navn og lokation fra 2024.

Ovenstående opsummerer meget godt, hvor mange gode mennesker, der bakker op om KidsAid og vores mission om at skabe glæde for syge og sårbare børn i Danmark samt deres familier. Vi samler flere penge ind end nogensinde før, og i løbet af 2023 forventer vi at mere end 20.000 børn, søskende og forældre nyder godt af vores arbejde både på og udenfor hospitalerne.

 

 

 

Andre nyheder

Sociale medier